Jeg hedder Sally.
Jeg er uddannet social- og specialpædagog og er nu i gang med en kandidat i pædagogisk psykologi.
Jeg har i 2019 været i Nepal i fem måneder i forbindelse med min udlandspraktik, hvor jeg boede i Rupandehi (Sydnepal).
Jeg boede hos en lokal familie, men har også brugt meget tid i Kathmandu, herunder Boudha, Swayambhu og Pashupati (som er buddhistiske- og hinduistiske destinationer), Himalaya-bjergene og Pokhara.
Jeg har under mit ophold lavet undervisningsmateriale i form af nogle podcastafsnit, som du kan lytte til, hvis du vil høre mere om kulturforskelle og den nepalesiske ungdom i medgang og modgang…
Fortællinger fra Nepal
Et ønske om at komme i udlandspraktik var det, der førte Nepal og mig sammen. Et land, jeg kun havde hørt om fra spændende eventyrlystne mennesker, der berettede om Himalayas bjerge, buddhistiske templer og et hjerteligt folkefærd. Dette mystiske lille land tændte noget nysgerrigt i mig, og selvom jeg var den eneste, der valgte denne destination på mit studie, tog jeg afsted – alene. Jeg vidste ikke meget om hverken Nepal eller kulturen før min ankomst, og jeg havde heller ingen reelle forventninger. Mest bare en åbenhed.
Jeg landede i den menneskefyldte lufthavn og pludselig i alt min selvstændighed og mod følte jeg mig lille og alene og konkluderede hurtigt, at man i den nepalesiske kultur har en anden forståelse af privatsfære. Jeg fandt en taxa, som jeg satte mig ind i. Taxachaufføren tændte en smøg og skruede højt op for noget indisk bollywoodmusik. Jeg rakte helt automatisk ud efter sikkerhedsselen, som viste sig ikke at være der. ”Welcome to Nepal” sagde chaufføren, grinte kækt og satte speederen i bund. Her besluttede jeg mig for at læne mig tilbage i det støvede bilsæde, trække vejret ned i maven og lade Nepal tage mig med på eventyr.
Et eventyr, der har budt på et utal af oplevelser, jeg aldrig ville have kunne drømme mig til og som har vist sig at være nærmere en eksistentiel dannelsesrejse, frem for den udlandspraktik der oprindelig var formålet.
Jeg blev gennem Skoleliv I Nepal forenet med deres søsterorganisation, en lokal NGO i Rupandehi, og en lokal familie, jeg kunne bo hos. Mit arbejde i NGO’en omfattede undervisning af i alt seks pige-grupper fra de fattigste lokale landsbyer. Undervisningen var et tiltag i forsøget på at forhindre børneægteskaber, som ellers er meget udbredt i de fattige familier og lavere kaster. Her lavede jeg workshops om rettigheder, grænsesætning, og seksualundervisning. Igennem disse forløb blev det tydeligt for mig, hvor stor kulturel forskel der er på kønsroller og seksualitet generelt. Til tider kunne det være vanskeligt at navigere i et samfund, der har en så anderledes overbevisning uden at virke helt uforstående. I stedet gik det op for mig, at der er meget læring i at være gensidig nysgerrig, frem for belærende. Trods de kommunikative vanskeligheder, der kunne opstå, viste det sig, at den nemmeste vej til et andet menneske er gennem smil og grin – og det er heldigvis det samme på alle sprog. Pigerne og deres måde at modtage mig på har uden tvivl været med til at danne min professionelle identitet.
Fra tid til anden tog jeg med den lokale bus i 10 timer til Kathmandu. Her boede jeg ofte i et område, der hedder Boudha, som jeg stødte på ved et tilfælde. Boudha er en pilgrimsdestination for tibetanske munke, og i midten er der en Stupa – en religiøs struktur, som er en af de største i verden. Mit første møde med stupaen ramte mig i hjertet og jeg begyndte at græde. Lige dér, midt i menneskemængden, blandt chantende munke og røgelses-duft, stod jeg med min store rygsæk og græd. Ikke af tristhed, men en form for genkendelighed, og der startede min buddhistiske rejse, som har taget mig til hengemte templer, grotter, pilgrimsvandringer og møder med spændende mennesker, der har delt deres dybe visdom. Jeg holder stadig ved min buddhistiske praksis den dag i dag, og på en måde føler jeg, at det holder mig connected med Nepals mystik.
Mit hjerte sukker efter at komme tilbage, tilbage til det helt vilde kaos, den diametralt modsatte ro, de overdådige bjerge og vigtigst af alt, de fuldstændig fantastiske mennesker, herunder den familie jeg boede hos, som tog mig ind, som var jeg deres egen. En gavmildhed, jeg ikke har stødt på andre steder og en familie, der vil være der for altid.
På vej tilbage mod lufthavnen inden min afrejse sad jeg i en taxa igen. Denne gang med fødderne oppe i foruden og sang med på det nye Bollywood-hit, de spillede i radioen. Chaufføren grinede af mit gebrokne nepalesiske og spurgte mig, hvornår jeg ville komme tilbage. ”Soon..” svarede jeg.
