I Januar 2011 tog jeg til Nepal for at færdiggøre min sidste praktik som pædagogstuderende. Jeg havde min studiekammerat Laura under armen ud i den store verden. En verden der skulle vise sig, at stjæle mit hjerte og jeg har været tilbage 10 gange siden.
Det var min første tur ud af Europa. Og da vi trådte ud af lufthavnen i Kathmandu, blev jeg blæst bagover. Råbende taxachauffører, mænd der ville hjælpe med min bagage, vild trafik og fløjtende politibetjente samt et kæmpe menneskemylder bombarderede mine sanser. Jeg blev nødt til at gå baglæns ind i lufthavnen igen, og trække vejret. Puha – welcome to a new world!
Det skal lige siges, at kaoset i lufthavnen er blevet markant mere organiseret gennem årene.
Efter en uge med intensiv sprogundervisning og sightseeing til de mest markante steder i Kathmandu, tog vi afsted til Khaireni, Rupandehi. Syd på til varmen og endnu en helt ny verden. Kontrasten mellem Kathmandus storbyliv til den lille landsby nær Indiens grænse var enorm. Vi blev indkvarteret i en lille lerhytte hos en lokal familie. På mange måder nok den mest lærerige og udviklende del af mit ophold. I 6 uger arbejdede vi på en skole og boede i en familie, hvor ingen rigtig talte engelsk, hvor meget foregik på mit ringe Nepali fra min første uge i KTM og tegnsprog. Men med det kan man komme langt.
I 2011 var der 16 timers load shedding, hvilket betød vi kun havde strøm 2×4 timer i døgnet. Så i landsbyen gik vi i seng med solen og stod op ved hanegal. Nætterne der blev afbrudt af besøg af rotter i soveværelset. Vi blev efterhånden ret gode til, at stoppe huller i døre og vinduesrammer med sammenbundne sokker, så de ikke kunne komme igennem. Det var lokalt på den unikke måde, og et indblik i at leve i en familie hvor jordlodder skal høstes, køkkenhaven gødes og køerne malkes. Alt sammen på den helt old school måde, og det var fedt at tage del i, selvom det til tider var svært. Jeg havde hjemve et par gange, ikke til Danmark, men til familien i Kathmandu, hvor vi tilbragte den første uge. Men at sidde dér – i roen med et krus varm frisk mælk og fundere over tilværelsen. Det kan noget særligt.
Så tilbage til Kathmandu, hvor vi talbragte det sidste af vores halve års praktik. I Kathmandu følte jeg mig hjemme, og det har jeg gjort lige siden. Det er her jeg holder til, når jeg tager tilbage, men jeg sørger også altid for, at tage på afstikker ture til nogle af de steder jeg elsker. Gerne bag på en motorcykel, så man rigtig kan nyde naturen.
Nepal er fuld af kulturelle oplevelser fra smukke historiske bygninger i Bhaktapur, Patan og durbar square, et blomstrende musikliv med livemusik på alle barer i Thamel, lokale butikker og markeder i Ason og den vildeste natur både i bakkelandet og i bjergene. I turistbyen Pokhara oser der af backpackerstemning, og der er mulighed for at finde nogle skønne åndehuller i den smukke natur langs floden, eller i i oplandet med masser af vilde udsigtssteder hvor man bare kan nyde og hænge ud.
Jeg bruger en stor del af min i Kathmandu på, at hænge ud på Jazz upstairs på Lazimpat. Her er skøn livejazz, fuld af god stemning og man møder altid nogle helt fantastiske mennesker. Når der skal selvforkælelse og lidt andet kulinarisk til end Dal Bhat tager jeg på Cafe Sommar over for den russiske ambassade og spiser brunch, 0r2k i Thamel og spiser vegetarisk eller på Ninas bag den Amerikanske ambassade og spiser virkelig god mad til billige penge. Skal man ud at spise lokalt f.eks. Dal Bhat foretrækker jeg klart de lidt mindre små lokale steder, der kun serverer lokal mad. Det er klart bedre her end på de større lidt mere turistede restauranter med 100 forskellige ting på menukortet.
Jeg nyder klart mest at færdes med de lokale, og man bliver nemt lukket ind og får gode tips af folket. Nepalesere er nogle af de mest hjertevarme og hjælpsomme mennesker jeg har mødt. De er oprigtige i deres hjælpsomhed og jeg har altid følt mig tryg. Den måde man bliver mødt på, gør noget ved én som menneske, og man får sig lynhurtigt en lille familie og masser af gode venner.
Nepal har været i rivende udvikling de seneste 10 år. Der er ikke længere load shedding, wifi de fleste steder du kommer, og man kan endda finde vej via google maps nu hvor der er mobildækning langt de fleste steder.
Jordskælvet i 2015 har selvfølgelig sat præg på en del af udviklingen og ikke mindst de historiske bygninger, men som så mange gange før har landet rejst sig. Og på trods af, det nogle gange kan være svært at forstå hvad der foregår, og de misforståelser der kan opstå når vidt forskellige kulturer mødes, så overskygger alle de gode oplevelser alt det. Og jeg mener at alle burde få den oplevelse og tage en tur til Nepal.