DANSK-NEPALESISK SELSKAB

previous arrow
next arrow
Slider

“Ung” i Dansk-Nepalesisk Selskab

Nogle medlemmer får tilstrækkeligt udbytte af selskabet ved at komme til vores foredrag og læse vores blad Nepal Vision. Andre vil gerne noget andet og mere.

Det gælder måske dig, der vil på en længere rejse på egen hånd i Nepal, der har lyst til at komme tættere på det spirituelle, der gerne vil yde frivilligt arbejde, der gerne vil i praktik i Nepal, eller dig der gerne vil opleve ungdomskulturen i Nepal. Mulighederne i Nepal er mange, og mangler du nogen at sparre med eller spørge til råds angående din interesse eller kommende rejse til landet, så kan dette være stedet for dig. Vi vil gerne bygge netværk og skabe rum for vidensdeling – for jer, der gerne vil mødes med andre med samme interesser, og som ønsker at skabe dialog og få eller dele både erfaringer og tips fra Nepal.

Vi kan tilbyde viden og erfaring fra unge, der selv har prøvet at stå i samme situation. Her på siden kan du møde:

Christine
Christine har siden 2018 været forbundet med Nepal, da hun fuldførte en 200 timers Yoga Teacher Training uddannelse fra Nepal Yoga Academy. Christine har dertil stor interesse i musik & kultur, samt erfaring med projektledelse i kulturelle miljøer. Efter ønske om at kombinere dette med sin nyfundne tilknytningsfølelse til Nepal påbegyndte hun i 2019 et samarbejde Kathmandu Jazz Conservatory om at udvikle et Music Management kursus for konservatoriets diplomstuderende. Kurset blev lanceret i efteråret 2020, hvor Christine fjernunderviser lidt over 20 studerende i fagene ”Project Management in Creative Industries”, ”Branding, Marketing & Communication” samt ”Diversity, Culture & Equality”. Formålet med kurset er at udruste de studerende med basale ‘management’ kompetencer og med indblik i, hvordan de kan udvikle deres musikkarriere mere organiseret, professionelt og strategisk, samt facilitere øget dialog og samarbejde om musikbranchens udfordringer og dermed skabe rum for en mere inklusiv, professionel og progressiv musikbranche i Nepal.
Christines primære netværk er funderet i Kathmandu, inden for musikbranchen samt ’hospitality’. Du er velkommen til at række ud til hende, hvis dine interesser falder i tråd med ovenstående, hvorfor hun med glæde vil tage en dialog med dig.
Du kan kontakte Christine på christine@nepal.dk.

Victor
I begyndelsen af året 2015 rejste Victor for første gang til Nepal, og faldt pladask for landet, gæstfriheden, kulturen, og den storslåede natur. Han opholdt sig i landet, da jordskælvet ramte i april samme år, og dén oplevelse forstærkede hans bånd til det gamle kongerige i Himalaya. Siden 2015 har Victor rejst østpå så ofte som muligt og har siden slået sig ned i Kathmandu i 2017, hvor han bl.a. beskæftiger sig med traditionelt nepalesisk håndværk og arbejder som rejseleder for et dansk rejsebureau. Udover at arbejde med håndværk og som rejseleder har Victor i samarbejde med lokale Nepalesiske rejse- og trekkingbureauer organiseret utallige ture til Nepals lavtliggende terai-område, tempelture og vandreture i Himalayabjergene, for både internationale såvel som danske turister.
På det personlige plan er det specielt Nepals mange hellige templer og den rige spirituelle arv, der har skabt rum for Victors selvrealisering og fordybelse i de mange buddhistiske og hinduistiske former for spirituel praksis, samt filosofien bag.
Victors netværk er primært i og omkring Kathmandu-dalen og er inden for håndværk, turisme og østlig spiritualitet/religion. Du er velkommen til at gribe fat i ham, hvis du har interesse i eller spørgsmål omkring nogle af de ovenstående emner.
Du kan kontakte Victor på victor@nepal.dk

Nana
Nana besøgte Nepal for første gang i 2014 og er siden vendt tilbage seks gange, enten for at arbejde, hjælpe til efter jordskælvet eller holde ferie og besøge gode venner. I 2014 tog hun orlov fra psykologistudiet og arbejdede tre måneder på et drop-in-center for gadebørn i Kathmandu. Da hun færdiggjorde studierne i 2016, rejste hun med det samme til Kathmandu og startede sit første arbejde som psykolog hos en lokal psykolog dér. Opholdet på et halvt år førte til mange spændende eventyr og småjobs, herunder undervisning af kandidatstuderende i psykologi, skribent på weekendrejseguide til Politiken og interview af et medlem fra Alternativet, som samarbejdede med et søsterparti i Nepal. Nana har ligeledes været på mindre trekkingture og har ellers vandret Kathmandu rundt til fods fra A til Z, så hun farer sjældent vild i de små snørklede og vejnavnsløse gader.
Nanas netværk er primært i Nepal og omfatter både expats og nepalesere, som arbejder med gadebørn, psykologfagligt, undervisning og NGO-arbejde. Du er velkommen til at række ud til hende, hvis dine interesser falder i tråd med ovenstående, hvorfor hun med glæde vil tage en dialog med dig.
Du kan kontakte Nana på nanamed1n@gmail.com

Kristoffer
Kristoffer besøgte Nepal første gang i 2014 for at trekke til Everest Base Camp og fik dermed opfyldt en stor teenagedrøm. Han blev forelsket i landet, dets natur og mennesker, og det er senere blevet til alt i alt syv besøg i landet. Kristoffer har stor trekking-erfaring, og har vandret i både Everest, Langtang og Annapurna-området. Derudover kender han til de fleste vandreruter og har rejst meget indenrigs på forskellige måder – inklusive over landegrænsen til Indien. Ønsker du naturoplevelser i Himalaya, kan han sætte dig i kontakt med lokale guider og  hjælpe med tips og tricks til din vandring.
Kristoffer har også lige færdiggjort en bachelor i Leisure Management og kan svare på de fleste turismerelaterede spørgsmål. Du kan nå ham på kristoffer.schriver@hotmail.com.

Nepalfortællinger fra unge

Her kan du møde nogle unge, der fortæller om deres møde med Nepal:

Gittes Nepalfortælling

Gitte dyrker whitewater kajak-roning. Trisuli-floden er meget velegnet til dette, så den er målet for en udflugt fra Kathmandu. På bredden møder hun den mand, hun nu skal giftes med. Læs mere i Gittes Nepalfortælling.

Sallys Nepalfortælling

Sally var på et fem måneders praktikophold i Rupandehi i det sydlige Nepal. ‘Skoleliv i Nepal’ hjalp hende med at finde den familie, som hun skulle bo hos under opholdet. Læs mere i Sallys Nepalfortælling.