Forårsvandretur i det midtjyske
Vrads Sande – her med en flot udsigt over St. Hjøllundvej og et par søer, vi stadig leder efter navnet på
Forårsvandretur i det midtjyske
Kom med på en smuk og varieret vandretur i den sandede del af det bakkede Midtjylland
Vi starter på Vrads Station, hvor frivillige holder en veteranbane kørende, Bryrupbanen. Vi springer togturen over og bruger vores gåben i stedet.
Banestrækningen fra Silkeborg til Horsens må have været en af Danmarks smukkeste. Vi går på banedæmningen, over dybe slugter og mellem bakket egekrat, til vi kommer til et åbent stykke med lyngbakker. Turen går videre over det enestående Vrads Sande, som er et åbent landskab med hede og søer.
Vi når frem til landsbyen Vrads, som siden 80’erne har været samlingssted for familier, der bygger og lever alternativt og bæredygtigt. Turens sidste del går mellem brakmarker og derefter under høje bøgetræer. Vi går ned til Snabe Igelsø, der ligger helt idyllisk midt i skoven – med helt klart vand, da vand udelukkende tilføres fra underjordiske kilder.
Pludselig dukker det gamle banelegeme op i skoven, og turen slutter ved den fine, gamle stationsbygning.
Turen er ca. 10 km lang.
Medbring ’gode ben’, madpakke og drikkevarer.
VEL MØDT
Tidspunkt: Søndag den 4. maj 2025, kl. 10 – kl. ca. 14
Mødested: Parkeringspladsen ved Vrads Station, Lystrupmindevej 15, 8654 Bryrup
Pris: Gratis
Den ni meter dybe Snabe Igelsø har hverken tilløb eller afløb