Fra Lyngby til Hareskoven eller Ballerup (København)

Invitation til efterårsvandretur fra Lyngby Station til Hareskov Station med mulighed for at fortsætte til Ballerup Station søndag den 23. august.

Efter mange års pause er Dansk-Nepalesisk Selskab meget glad for at kunne tilbyde en vandretur for Nepalvenner i Københavnsområdet. Vi mødes søndag den 3. maj ved Lyngby Station.

Vi går i roligt tempo forbi Lyngby Roklub og gennem Lyngby Åmose. Over Kobro og langs Mølleåen til Frederiksdal. Her ligger et traktørsted, der hedder “Den Gamle Have”. Her kan vi spise vores medbragte klemmer, vi skal blot købe vore drikkevarer på traktørstedet. Der er også toiletter her.
(For dem, som synes at 5,5 km er nok, er der mulighed for at tage bådfarten tilbage til Lyngby. Et andet alternativ er Bus 191 til Lyngby eller Sorgenfri stationer. 191 kører hver halve time.)

Turen fortsætter mod Hareskovene. Vi kommer forbi Bagsværd Sø og går over Hillerød motorvejen og ind i Store Hareskov. Vejen går videre til Hareskov Station.
(Så er vi nået 8,7 km og her kan man tage S-toget. Står man af på Bagsværd St., kan man tage bus 400S tilbage til Lyngby eller Ballerup. Tager man toget den anden vej, kan man på Værløse St. skifte til bus 500S til Birkerød eller Ballerup.)

For dem som vil gå længere, har vi også en plan. Vi går videre gennem Lille Hareskov til Bryggeriet Skovlyst, hvor det næste ‘pitstop’ er planlagt. Her kan der nydes en god øl i solskinnet i haven efter at have tilbagelagt 10,6 km. Her er der også toiletter.
(Skulle nogen være blevet ‘trætte’, så er der 700 meter til et busstoppested på Skovbovænget. Bus 165 køre til Hareskov St. og til Herlev St. hver halve time. En anden mulighed er at gå med 1 km med, når vi går videre, og når vi krydser Skovvej så følge denne en ½ kilometer mod syd til et busstoppested. Bus 500S og 164 kører begge hvert 20 minut. Bus 164 kører til Ballerup og Hellerup.)

Resten af gruppen går ind i Jonstrup Vang og vender næse mod syd ad Pilgrimsruten – ja sådan en har vi også – vi går dog ikke helt til Santiago de Compostela!  men forbi Ballerup Kirke, der netop er viet til Sct. Jacob. Sluttelig kommer vi til Ballerup St. og kan notere 15,5 km gået.

Hvis vejret skulle blive vådt og regnfuldt, hvad vi naturligvis ikke forventer, retter vi turen lidt, så vi kommer til at gå mere på større skovveje og derved undgår det værste pløre.

Vi glæder os til turen!
Kirsten og Erik Wirring


Tidspunkt: Søndag den 23. august kl. 10.00.
Mødested: Lyngby Stations perrontunnel ved Ulrikkenborg Plads
Turlængde: Bliver på ca. 8,7 km (til Hareskov Station), men kan blive op til 15,5 km (til Ballerup Station)

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer