Nepal fortalt i billeder

Nepal er et af de mest farverige og mangfoldige lande i Asien med en enestående historie, kultur og geografi i Himalaya. Landet har mange etniske grupper hver med deres egen kultur og sprog, og det er stedet hvor buddhismen og hinduismen mødes i en kulturel og religiøs smeltedigel. Nepal er samtidigt et land, der har oplevet konflikt og som i dag gennemlever mange politiske, sociale og økonomiske omvæltninger.

Foredraget tegner et historisk, kulturelt og aktuelt billede af Nepal fortalt gennem billeder og personlige oplevelser gennem en årrække i Nepal. Der vil være billeder og historier om de adelige Ranaer, etniske grupper i bjergene og lavlandet, arbejdere på teglværker, migrantarbejdere, tibetanske og bhutanesiske flygtninge, de hellige mænd, nomader fra skovene, buddhistiske munke og mange andre, som alle hver især repræsenterer den nepalesisk mangfoldighed.

Om foredragsholderen
Jan Møller Hansen arbejder med internationale miljøprogrammer og er fotograf og tidligere diplomat. Han har været udstationeret i Nepal, Bangladesh, Vietnam og Sydsudan samt arbejdet i en lang række andre lande i Asien og Afrika. Jan boede i Nepal 1991-1995, 2013-2016 og har besøgt landet og nabolandene mange gange. Han har et indgående kendskab til Nepal, Himalayaregionen og taler nepalesisk. Med sin passion for fotografi og visuel historiefortælling har han vundet en række internationale fotopriser, lavet fotoudstillinger og udgivet bogen Images of Nepal, Jagadamba Press 2015. Jan er bestyrelsesmedlem i Dansk-Nepalesisk Selskab.

Tag gerne en gæst med til mødet!

Tid:  Torsdag den 24. oktober kl. 19.00
Sted:  Restaurant MOMO-Nepal, Sankt Jørgensgade 116, 5000 Odense C
Pris: Gratis for medlemmer af Dansk-Nepalesisk Selskab. Entré for gæster: 30 kr.
Betaling sker i døren, enten kontant eller med MobilePay

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer