Historien

At der findes mange danskere, som forelsker sig i Nepal, er ikke overraskende. Hvem mister ikke pusten på de fantastiske bjergskråninger? Hvem fascineres ikke af de mange forskellige befolkningsgrupper og de altid brede smil? Hvem får ikke følelsen af, at vi må bidrage til at afhjælpe den enorme fattigdom og mindske de groteske forskelle i vores livsvilkår?

Det er måske mere overraskende, at en stor del af disse danskere har samlet sig i en forening, som tegner mellem 400 og 500 medlemmer, og som dermed er en af Danmarks største foreninger af sin art. Det vigtigste er dog, at foreningen er aktiv, og at den bidrager til at udbygge kontakten mellem sine medlemmer.

Der findes mange forskellige indgange til Nepal. Derfor er der også mange forskellige medlemmer i selskabet. Der er trekkeren og bjergbestigeren. Der er udviklingsarbejderen og forretningsmanden.

Selskabet forsøger at fremme kontakten mellem de mange interesser og dermed fremme den dansk-nepalesiske forståelse og samarbejdet om en bæredygtig udvikling i Nepal.

Disse mål vil vi blandt andet nå ved hjælp af en udbygget hjemmeside, hvor alle kan holde sig orienteret om aktuelle begivenheder og hente faktuel viden om Nepal.

Vi afholder medlemsarrangementer med foredrag, debatter og festlige sammenkomster. Alle arrangementer og foreningsnyheder bliver annonceret til medlemmerne på hjemmesiden og via e-mail.

At Dansk-Nepalesisk Selskab nu er over 45 år gammelt er måske også overraskende for mange.

Selskabet blev stiftet som en eksklusiv klub af næsten samtlige danskere, som tilbage i 1969 havde været i det dengang ukendte og ufremkommelige Nepal. Der var fremtrædende forskere og erhvervsfolk i selskabet, som professor Eiler Alkjær tog initiativet til at danne – i forbindelse med prinsesse Margrethe og prins Henriks besøg hos kongen af Nepal.

Velkommen i det gode selskab! o)

Lars Gundersen
Formand

Et par nedslag i selskabets historie

Af Lars Gundersen, skrevet til Jubilæumsskriftet, Nepal Vision 2018, nr. 2

Dansk-Nepalesisk Selskab stiftedes i nær tilknytning til tronfølgeren, prinsesse Margrethe og prins Henriks besøg i Nepal i februar 1969.

Den 29. januar 1969 stiftes selskabet af otte personer, med professor Alkjær som formand. Som Mogens Engelund skriver i Dansk-Nepalesisk Selskabs 25-års skrift: ”I kraft af sine mange initiativer må Ejler Alkjær, på linje med Werner Jacobsen, bære den ære at have ”opfundet” de gode relationer mellem Danmark og Nepal”.

Ejler Alkjær kaster sig straks ud i medlemshvervning. Han skriver breve til mennesker, der har forretningsmæssig forbindelse til Nepal. Han kontakter de ganske få rejsebureauer, der har arrangeret rejser til Nepal og får tilsendt deltagerlister fra de fleste, så de også kan få et hvervebrev. Han overvejer også at gennemgå Kathmandu-hotellernes gæstelister nogle år bagud i tiden. Som bilag til hvervebrevene udsender han et maskinskrevet nyhedsbrev på et par sider.

Selskabets første møde afholdes på Frederiksberg Rådhus. Foredragsholderen var ingen ringene end lt.col. Charles Wylie, forbindelsesofficer ved Gurkha-brigaden i det britiske forsvarsministerium i London. I samme periode holdt bl.a. navnkundige Jesper Trier foredrag om ”1500 kilometer til fods i Nepal”. De store navne stod næsten i kø for at holde foredrag i det nyslåede selskab, bl.a. også Boris og Inger (”Boris af Kathmandu” Lissanevitch) og Mette Rolff. Selskabet går godt, og der er omtrent 50 medlemmer allerede i 1970.

I Ejler Alkjærs formandsperiode besteg Birendra tronen. Det var i 1972, og tre år senere – i 1975 -foregik selve den storladne kroning i Kathmandu. Alkjær var formand helt indtil 1977, hvor medlemstallet var på 77. I øvrigt forblev Alkjær i bestyrelsen i hele 20 år, inden han i 1988 trak sig.

I 1977 overtager billedhugger Johannes Hedegaard formandsposten for en kortere toårig tørn. Der er ikke den helt store udvikling i selskabet, men der er gode møder, og som han skriver, så ”fandt møderne sted på Hotel Royal, hvor man, før man skiltes, fik natmad og en passiar”. Medlemstallet forblev stabilt omkring 65-70 i Johannes Hedegaards formandsperiode.

I slutningen af halvfjerdserne er det stadig karakteristisk, at medlemmerne i væsentlig grad udgøres af det bedre borgerskab. Det var endnu ikke for menigmand at rejse til Nepal. Og de relativt få hippier, der tog turen derud, var sjældent at finde på selskabets medlemslister bagefter.

I 1979 overtager Mette Rolff formandsposten. Mette Rolff er også en helt speciel karakter i det dansk-nepalesiske forhold, med et stærkt netværk i Nepal. Hun boede en årrække i Nepal og var bl.a. med til at indrette Tiger Tops i Chitwan og dermed til at introducere ”safari-turismen” i Nepal (Chitwan blev i øvrigt først erklæret nationalpark i 1973). Mette havde rejst i Nepal siden start 1960’erne og levede et ganske farverigt liv.

Der var store og gode foredrag i perioden, men ultimo 1988 blev Nepal ramt af et grimt jordskælv, som bl.a. gik hårdt udover Dhankuta i Østnepal og Bhaktapur i Kathmandudalen, hvor selskabet samlede penge sammen til ofrene.

Medlemstallet nåede op nær 70-75, da Mette trak sig som formand i 1988.

I 1988 overtager Nepals generalkonsul Ole Janus formandsposten, og man må give ham, at generalforsamlingerne i hans formandsperiode var underholdende – og korte. I 1988 drog den første danske Himalayaekspedition afsted. Den gik med stor succes til Ama Dablam, med Caspar Sutton som leder. Fotografen og forfatteren Poul Selvig udgav sit storværk, ”Namaste”.

Indien iværksætter en effektiv handelsblokade af Nepal, der varer op mod et halvt år og skaber nød og store problemer i Nepal. Men den største begivenhed er nok Nepals kongefamilies officielle besøg i Danmark i efteråret 1989. Dansk-Nepalesisk Selskab deltog ved en stor reception for Kong Birendra på Store Kro i Fredensborg.

Da Ole, efter nogle spændende og gode år, i 1990 takker af, er der 83 medlemmer i Dansk-Nepalesisk Selskab. Formandsposten overtages af Birgit Nielsen.

I øvrigt hædres både Birgit og Ole efterfølgende med den nepalesiske orden, Gorkha Dakshin Bahu.

I Birgits formandsperiode 1990-1991 kommer der store omvæltninger i Nepal. Panchayat-systemet falder, og det konstitutionelle monarki indføres samtidig med, at en demokratiproces påbegyndes i Nepal. Danmark åbner ambassade i Nepal, og en helt ny tilgang åbnes.

Medlemstallet er relativt konstant i årene. Det samlede antal danske rejsende i Nepal er stadig under 900 om året, blot en lille skare valgte at rejse til Nepal dengang.

Efter Birgit overtager Kirsten Offersen formandsposten, og hun bliver den sjette formand i Dansk-Nepalesisk Selskab. Kirstens vilje og engagement til at drive Dansk-Nepalesisk Selskab fremad var yderst imponerende og succesrigt.

Møderne, der havde en stor alsidighed, blev som oftest afholdt på Frederiksberg Bibliotek og var meget velbesøgte. Under alle årene oplevede selskabet udvikling og flere medlemmer.

I Kirstens formandsperiode oplever Nepal virkningerne fra Panchayat-systemets fald til indførelse af demokrati. I selskabet afholdes flere receptioner, blandt andet for premierminister Man Mohan Adhikari, i 1995.

I 1996 begynder maoisternes ”Peoples War” langsomt at røre på sig i Vestnepal, og i 2001 bliver det meste af kongefamilien dræbt i Kathmandu – en tragedie, der stadig står som et åbent sår i Nepal. Gyanendra overtager tronen, og Nepal er i årene efter på randen af totalkrise. Det var meget dramatiske år for Nepal.

Ved Kirstens tiltræden var der omkring 83 medlemmer, og da hun i 2003 trak sig efter 13 imponerende år som formand, var medlemstallet oppe på 438 medlemmer. Medlemstilgangen blev hjulpet på vej af en del nye rejsebureauer, der startede op på Nepal samtidig med at Politikens ”Turen går til Nepal” blev udgivet. Det var noget af et scoop, at selskabet fik en indmeldelsesblanket i guidebogen.

Kirsten Offersen er også den længst siddende formand i Dansk-Nepalesisk Selskab, men nok også den af os alle, som har brugt mest energi og tid på posten. Fx blev der i året 1998-99 udsendt 3.200 breve med invitationer til medlemsmøder og med Nepal Vision!

I 2001 får selskabet for første gang en hjemmeside. E-mails har i nogle år været en kommunikationsform på vej frem, også hos os.

Selskabets 25 års jubilæum fejres med en reception og et festskrift, der blev trykt i Nepal og indbundet i håndlavet, nepalesisk papir. I 1995, også i Kirstens formandstid, bliver medlemsmøderne i Aarhus introduceret, og de understøttes af gode lokale kræfter med Bent Thygesen i spidsen. Møderne afholdes i starten i Storcenter Nord, men flyttes fra 1999 til Hovedbiblioteket i Mølleparken. Kirsten udnævnes kort inden sin fratræden til generalkonsul for Nepal, efter Ole Janus.

Poul Bjerager er formand i perioden 2004 til 2009, hvor Nepal også er i dyb krise. Gyanendra formår både at tilrane sig magten og sætte det dysfunktionelle parlament skakmat. For relativt kort efter selv at blive afsat, hvorpå monarkiet afskaffes. Medlemstallet svigter, og selskabet daler til omkring 350 medlemmer. Der er flere møder og nye steder i indre by, først i Cafe Globen og siden hos Mellemfolkeligt Samvirke. På hjemmesiden kan medlemmerne nu tilmelde sig en mailingliste, så selskabet kan indkalde til møder med kort varsel.

Fejringen af selskabet 40 års jubilæum med et særligt nummer af Nepal Vision og en medlemsreception planlægges.

Thomas Glerup er formand i perioden 2009-2012, og jubilæumsaktiviteterne gennemføres. Medlemstallet svigter, formodentlig grundet situationen i Nepal, men i samme periode finder de politiske kræfter sammen, og de formår at lægge grundstenen for fred og dermed bane den langstrakte vej mod en ny forfatning og de nyvalg, som kommer årevis senere. Det er et par hårde år for selskabet, men med mange spændende foredrag, der i perioden, i København, flytter til Danasvej på Frederiksberg. Nepal åbner ambassade i Hellerup, og i overensstemmelse med almindelig praksis nedlægger de desværre Nepals velfungerende og aktive generalkonsulat i København.

Medlemstallet rammer 300, inden det igen stabiliserer sig omkring 350 medlemmer.

Lars Gundersen, der også tidligere – i 1990’erne – sad i bestyrelsen, bliver Dansk-Nepalesisk Selskab niende formand i 2012. Som alle formænd sætter han en dagsorden, og vi kan glæde os over, at det går godt i Nepal, og at medlemstallet er stigende. Så nu er der godt 475 medlemmer af Dansk-Nepalesisk Selskab. Foredragene er relativt velbesøgte, og i København holdes møderne for tiden i Kulturstation Vanløse, mens de i Aarhus rykkede til byens flotte nye hovedbibliotek, DOKK1, da det åbnede i 2015.

Hvad fremtiden bringer for Dansk-Nepalesisk Selskab, må tiden vise, men ét er sikkert – det er et godt selskab. Vi kan ønske os selv – medlemmerne af Dansk-Nepalesisk Selskab – hjerteligt tillykke med den runde dag.

Lukket for kommentarer